Om Børne- og familiehuset Arild

Her kan du læse informationer om Børne- og familiehuset Arild.

Børne- og Familiehuset Arild ligger på Gadelandet 13 i Brønshøj. I stueetagen bor børn, der i en periode ikke kan bo hjemme. På 1. sal bor forældre med deres børn.

Vi har indrettet huset lyst, venligt og hjemligt. På 1. sal har familierne hver deres lejlighed med et stort badeværelse. Der er fælles køkkenfaciliteter, hvor familierne selv laver mad. Der er mulighed for at være sammen med de øvrige familier i fællesstuer på etagen.

Børnene i stueetagen får økologisk mad tilberedt i huset. Nogle børn har deres egne værelser, andre bor sammen med en bror eller søster. Der er medarbejdere i huset døgnet rundt. Udenfor har vi en hyggelig gård og legeplads og Arild ligger tæt på Utterslev Mose og Vestvolden.

Medarbejderne

Vi er en tværfaglig gruppe af medarbejdere bestående af pædagoger, familiebehandlere, socialrådgivere, psykolog, netværkskonsulent, økonoma, servicemedarbejdere og ledelse. Alle samarbejder for at skabe de bedste rammer om børn og familiers ophold på Arild.

Derudover er der medarbejdere, der arbejder i hjemmene hos familier, der i en periode har brug for støtte.

Tilgang og værdigrundlag

Alle mennesker skal mødes med respekt og tillid. Tillid til, at ethvert menneske ønsker det bedst mulige liv for sig selv og sine nærmeste. Respekt for, at vi hver især er hovedaktøren i vores eget liv, hvor vi udvikler os bedst i et anerkendende og ressourcefokuseret miljø.

Derfor understøtter vi familiernes autonomi, så meget det er muligt. Og vi stræber efter en høj grad af tydelighed og gennemsigtighed i samarbejdet med familier. Læs om vores inddragelse af det private netværk.

Vores indsatser er fleksible og tilrettelægges så de matcher barnet og familiens behov og udvikling. Hvert forløb skræddersys i et samarbejde med barn, forældre og sagsbehandler og vi samarbejder tæt med øvrige aktører i barnet og familiens liv. Et godt koordineret tværprofessionelt samarbejde er afgørende for at skabe den progression, der er behov for. 

Alle indsatser på Arild kan iværksættes i forskellige kombinationer og sammensættes i forløb med hinanden.